Epilepsi - et problem?
Avlsudvalget består som nok de fleste andre udvalg, af travle mennesker, og det er derfor ikke altid let, at finde et tidspunkt, hvor alle kan mødes. Dette lykkedes dog inden jul. Udvalget fik talt om en masse ting omkring henvendelser af enhver art, og holdninger til dette blev diskuteret. Desuden blev der talt om, hvordan vi bedst muligt kunne starte de opgaver, der var kommet i forbindelse med det første opdrættermøde, der blev afholdt i klubbens historie, samt andre henvendelser.
Et ønske
Der var blandt andet nogle forespørgsler omkring Epilepsi.
Da vi ikke er bekendt med, hvor stort problemet egentlig er, vil vi meget gerne have jeres hjælp.
For at vi kan kortlægge, om det er et problem, der er voksende, er det vigtigt for os at vide, hvor mange tilfælde, der har været af epilepsi. Da man ikke „bare lige“ finder oplysninger om en sygdom, vil vi således gerne vide, om der er et stigende antal, der er ramt af dette. Det er ikke fordi vi ikke gerne vil undersøge alle de sygdomme, der findes, men vi vil gerne prioritere, hvad der er mest behov for.
Kender du nogen?
Derfor – hvis du har haft / kender til tilfælde af epilepsi, så bedes du venligst sende os så mange oplysninger som muligt om den hund du kender til, altså alle stambogsoplysninger, hvornår og hvor ofte hunden har haft epilepsi – lever den stadig eller er den aflivet grundet sygdommen. Venligst så mange oplysninger som overhovedet muligt, bedes tilsendt. Gerne også med telefonnummer, så vi kan ringe og indhente yderligere oplysninger, såfremt dette bliver nødvendigt.
Samtlige oplysninger skal sendes til: Avlsudvalget
Ved epilepsi forstås tilbagevendende epileptiske anfald. Epileptiske anfald skyldes kortvarige og pludseligt indsættende unormale udladninger i hjernen, der medfører kramper. Kramperne kan omfatte hele kroppen eller kun enkelte områder, og der kan samtidig være bevidsthedstab eller andre ændringer i bevidstheden.
Primær eller sekundær epilepsi
Epilepsi kan optræde som primær sygdom uden påviselig årsag, dette kaldes idiopatisk epilepsi. Den sekundære eller erhvervede epilepsi skyldes sygelige tilstande i eller uden for hjernen. Dette kan f.eks. være for lavt blodsukker, svulster i hjernen eller hjernetraumer.
Den idiopatiske epilepsi antages at være arvelig, idet den optræder hyppigere i visse familier og i visse hunderacer. Arvegangen er dog ikke fastlagt. Idiopatisk epilepsi ses hyppigere hos hanhunde end hos tæver. Denne form for epilepsi er den almindeligste, hos visse hunderacer regner man med, at op til 5% af populationen er ramt. Jeg har ikke kendskab til undersøgelser, der har opgjort frekvensen hos border collier.
Symptomer
Et typisk epilepsianfald varer fra et halvt til få minutter og består af generaliserede kramper med tab af bevidstheden. Umiddelbart før et anfald kan hunden ændre adfærd og humør. Den bliver urolig og begynder at savle. Herefter begynder selve krampestadiet, hvor hunden mister bevidstheden og falder omkuld. Der kommer rytmiske trækninger i ben- og halsmuskler. Ofte er der afgang af urin og afføring. I opvågningsfasen er hunden udmattet, forvirret og evt. rastløs, der kan gå fra nogle minutter til et par dage, før hunden er sig selv igen.
Ingen smerter
Hunden mærker ingen smerter under kramperne, da den jo er bevidstløs. Selve det epileptiske anfald er normalt ikke farligt for hunden, men den kan naturligvis komme til skade i forbindelse med et anfald, f.eks. falde ned af trappen eller bide sig i tungen. Hvis hunden derimod får „status epilepticus", dvs. flere anfald umiddelbart efter hinanden, uden at den kommer til bevidsthed, er tilstanden dog kritisk. Hvis status epilepticus undgås, vil epilepsi normalt ikke afkorte hundens liv.
Et epileptisk anfald kan udløses af forskellige situationer: løbetid hos tæver, stress eller opstemthed f.eks. at skulle med på jagt eller for hanhundes vedkommende, når der er en løbsk tæve i nabolaget. Det lykkes dog sjældent at finde en udløsende faktor.
Ved den idiopatiske epilepsi kommer det første anfald typisk i 1-3 års alderen.
Diagnostik
Diagnosen idiopatisk epilepsi kan kun stilles ved at udelukke, at det drejer sig om en sekundær epilepsi. Det vil sige, at sygehistorien (anamnesen), en grundig klinisk undersøgelse og visse blodundersøgelser ikke har givet anledning til mistanke om nogen primær sygdom.
Det er normalt ikke muligt at nå til dyrlægen, før anfaldet er overstået. Derfor er ejerens beskrivelse af forløbet af stor betydning. I det hele taget er det en god idé at føre en slags journal over sin hund omfattende vaccinationer, løbetider, sygdomme og symptomer, medicinering m.m. For en hund, der lider af epilepsi, er det vigtigt at føre journal over anfaldene af hensyn til eventuel medicinering.
Behandling
Under selve anfaldet må man beskytte hunden mod skader. Men SÆT IKKE NOGET MELLEM HUNDENS TÆNDER! Tandskader er langt mere alvorlige end et bidsår i tungen. Efter anfaldet må man forsøge at berolige hunden, og den bør tilbydes vand.
Hvis den udløsende faktor er identificeret, skal den så vidt muligt fjernes/undgås. Er den af hormonel karakter, bør hunden steriliseres/kastreres.
Anfaldenes hyppighed og styrke/varighed kan hos 60 - 80% af hundene nedsættes med krampedæmpende medicin. Der findes flere typer, og denne behandling skal justeres ind til den enkelte hund. I de fleste tilfælde skal hunden behandles resten af livet. Desværre har denne behandling ofte bivirkninger i form af sløvhed og tendens til overvægt. Af denne grund vælger man ofte at undlade at behandle hunde, der kun meget sjældent har anfald.
Hunde, der har meget langvarige anfald eller en lang opvågningsfase, kan evt. behandles med klysma (flydende medicin til indgift i endetarmen) under anfaldet.
Ved den sekundære epilepsi drejer det sig naturligvis om at behandle primærlidelsen, hvis det er muligt.
Bekæmpelse
Der bør ikke avles på hunde, der lider af idiopatisk epilepsi. Forældre og søskende bør også udelukkes fra avlen.
Scientists and clinicians at the Animal Health Trust (www.aht.org.uk) are embarking on an exciting project (called the LUPA project) to investigate the genetic basis of epilepsy in the Border Collie. By combining the expertise of the clinicians to diagnose dogs with idiopathic epilepsy and state of the art genetic research capability we hope to identify the genetic factors that influence a Border Collie’s risk of developing epilepsy.
If the research is successful the end product will be a DNA test that can identify any Border Collie’s risk of developing epilepsy and passing it on to future generations.
The project is likely to take several years to complete but the first, and arguably most important, step is DNA sample collection. Once sufficient samples have been collected we will analyse genetic markers distributed evenly across the dogs genome to identify those that are shared by all affected dogs and different from those carried by dogs that don’t suffer from epilepsy. These markers will point us to the region(s) of the DNA that contains mutation(s) that are responsible for causing epilepsy. Once we have determined the region of DNA that contains the mutations we can undertake additional experiments to identify the mutations themselves.
If we are to be successful we need DNA samples from dogs affected with idiopathic epilepsy and their close relatives, and also from unaffected dogs. The DNA can be provided as a blood sample preserved in EDTA (if blood is being drawn from your dog for another purpose) or as a simple cheek swab. We would also appreciate a pedigree of all dogs that donate a sample, if available, so we can understand how the samples we collect are related to one another. This will help us to understand the mode of inheritance of the condition and how many genes are involved.
All research is undertaken in complete confidence. The identity of all samples submitted to the research effort will be kept confidential and the results from individual dogs will only be shared with the dog’s owner(s), once the research has been completed.
If you have a Border Collie that is either:
a) Affected with idiopathic epilepsy
b) Closely related to a dog that is affected with idiopathic epilepsy
c) Unaffected with epilepsy and over 7 years of age
please consider donating a DNA sample to this research project.
Many Thanks
Luisa De Risio, DMV, MRCVS, PhD, DECVN,
European and RCVS recognised specialist in veterinary neurology
Neurology/Neurosurgery Unit
Centre for Small Animal Studies
and
Cathryn Mellersh, PhD
Department of Genetics
Centre of Preventive Medicine
For more information about the project please contact Dr Cathryn Mellersh (cathryn.mellersh@aht.org.uk).
To request a free cheek swab kit please contact Lisa Jeffery (lisa.jeffery@aht.org.uk).
